Fra ledighed til job – Vendepunkter set fra et borgerperspektiv

I ny forskningsrapport “Fra udsat til ansat – set fra et arbejdstagerperspektiv” undersøges, hvad der ifølge forhenværende ledige har været afgørende for at komme tilbage i job.

Læs den fulde rapport Fra udsat til ansat – set fra et arbejdstagerperspektiv

På baggrund af interview med 24 udsatte borgere, der har taget springet fra langtidsledighed til fastansættelse, har Væksthusets Forskningscenter forsøgt at finde svar på, hvad der får udsatte ud på arbejdsmarkedet og hvad der fastholder dem i arbejde. De interviewede er blandt andet blevet bedt om at udpege afgørende vendepunkter i deres ledighedsforløb, der har været medvirkende til at bane vejen mod beskæftigelse. De medvirkende peger især på tre afgørende faktorer:

  • En beskæftigelsesmedarbejder har gjort en forskel og banet vejen for job. Eksempelvis ved at lytte og tage udgangspunkt i borgerens ønsker og behov, udvise tro på borgerens mulighed for at finde job, ved at sikre fremdrift i sagsbehandlingen, og/eller ved at tilbyde borgeren en indsats, der er rettet mod borgerens individuelle behov og ønsker.
  • Det rette match med en virksomhed har gjort en forskel og banet vejen for job. Borgeren oplever i praksis at egne individuelle skånebehov godt kan forenes med en specifik virksomheds krav og forventninger. Borgeren oplever at tilføre værdi på en arbejdsplads og at blive anerkendt af en arbejdsgiver for det.
  • Borgerens netværk har gjort en forskel og banet vejen for job. Netværket understøtter borgeren på en måde, der er afgørende for borgerens selvværd, økonomi, helbred eller kontakt til en virksomhed.

Beskæftigelsesmedarbejderen har en nøglerolle

Analysen peger på at beskæftigelsesmedarbejderne spiller en væsentlig rolle. Potentielt set kan den lediges møde med en joborienteret beskæftigelsesmedarbejder blive dét vendepunkt, der målretter og forkorter den lediges vej mod job. Modsat kan beskæftigelsesmedarbejderen også risikere at være med at komplicere og forlænge borgerens vej mod job.

Praktik virker – men kun hvis der er et match

Analysen viser samtidigt tydeligt, at virksomhedspraktikker ikke per definition opleves meningsfulde og som et skridt mod arbejde for borgerne – til trods for at der er dokumentation for, at virksomhedspraktikker er det mest effektive redskab i beskæftigelsesindsatsen. Kun dér, hvor man har brugt tid og ressourcer på at finde et godt match mellem borger og virksomhed, kan man forvente, at den virksomhedsrettede indsats kan blive et vendepunkt for borgeren i retning mod job.

Analysen er gennemført af Rambøll for Væksthusets Forskningscenter og er en del af Beskæftigelses Indikator Projektet (BIP). Den er samtidig en pendant til virksomhedsundersøgelsen ”Fra udsat til ansat – set fra et arbejdsgiverperspektiv”, som Væksthusets Forskningscenter udgav i oktober 2016.

Læs den fulde rapport Fra udsat til ansat – set fra et arbejdstagerperspektiv

Link til Væksthusets Forskningscenters hjemmeside her