Væksthuset i nyt samarbejde med Jobcenter Gladsaxe

Væksthuset skal fra januar 2018 levere beskæftigelsesrettede forløb til ledige borgere i Gladsaxe Kommune. 

Væksthuset skal fremover hjælpe ledige med at komme tættere på arbejdsmarkedet. Målgruppen vil primært være borgere med komplekse psykiske eller sociale problemer, og indsatsen vil tage udgangspunkt i personlig-, helbredsmæssig- og social udvikling, rettet mod beskæftigelse.

Væksthuset vil lægge vægt på en individuel, helhedsorienteret og håndholdt indsats, der passer til den enkeltes behov og problematikker. Som altid vil det ske i samarbejde med relevante samarbejdspartnere og virksomheder i området.

I forbindelse med det nye samarbejde åbner Væksthuset en ny afdeling i kommunen. Vi glæder vi os til at møde borgerne i Gladsaxe og til at samarbejde med medarbejderne på Jobcenter Gladsaxe.

Temaeftermiddag: Dét virker i beskæftigelsesindsatsen

Virksomhedsrettet indsats virker, og sagsbehandlerens tro på borgerens jobchancer er afgørende, fastslog forskningschef Charlotte Hansen fra Væksthusets Forskningscenter til Væksthusets temaeftermiddag d. 22. november.

Væksthusets sal var fyldt med engagerede lyttere til forskningschef Charlotte Hansen oplæg om Beskæftigelses Indikator Projektet.

Virksomhedspraktik virker

En af hovedkonklusionerne fra Beskæftigelses Indikator Projektet er blandt andet, at virksomhedsrettet indsats virker. Faktisk er det den eneste indsats, der har dokumenterede positive beskæftigelseseffekter i forhold til udsatte borgere. Derudover er det den indsats, der er bedst til at skabe progression i borgerens forløb.

Alligevel bliver virksomhedspraktik brugt meget lidt – og sandsynligheden for at få et virksomhedsrettet tilbud falder over tid og i forhold til, hvordan borgeren er kategoriseret af jobcentret. Jobparate kontanthjælpsmodtagere modtager således i langt højere grad virksomhedsrettet indsats ift. aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere.

Et af de centrale spørgsmål er, hvor parat en borger skal være for at komme i virksomhedspraktik. Skal man lære noget for at komme ud – eller skal man ud for at lære noget? Det handler altså om, hvorvidt en borger skal tilegne sig en række kompetencer, før en virksomhedspraktik bliver igangsat. Charlotte Hansen er ikke i tvivl:

”Det er rigtigt vigtigt, at vi gør op med ”trappestige-tænkningen” om, at borgeren skal tilegne sig en lang række kompetencer, før de er klar til at kunne deltage i en virksomhedspraktik. Vi kan se, at når borgeren kommer i virksomhedspraktik så sker der en langt større progression, og vi skal derfor blive gode til at igangsætte virksomhedspraktik så tidligt som muligt og i kombination med andre indsatser, hvis borgeren fx samtidig har behov for behandling eller hjælp til andre ting. Det skal foregå sideløbende og parallelt med hinanden i stedet for sekventielt.

Tro på borgerens chancer for job er afgørende

En anden konklusion fra projektet er, at sagsbehandlerens tro på borgerens mulighed for job er afgørende for borgerens jobchance. Faktisk viser projektet, at chancen for job øges med 32 procent for de borgere, hvis sagsbehandlere tror på, at borgerne kan komme i job, fortæller forskningschefen. Forskningen viser, at sagsbehandlerens vurdering af borgernes jobchancer ikke kun er baseret på en faglig vurdering af borgerens kompetencer, ressourcer og udfordringer, men også hænger sammen med sagsbehandlerens generelle tilgang til borgerne.

Charlotte Hansen kom også med bud på, hvordan man kan arbejde med at øge sagsbehandlernes tro på borgernes jobchancer:

”Del de gode historier, tænk over hvordan, I taler om jeres borgere, vær god til at sætte spørgsmålstegn ved dine forforståelser, overvej betydningen af organisering og ressourcer og endelig sørg for at være opdaterede på den nyeste viden om arbejdsmarkedet, herunder konkrete muligheder for gode match”.

Vi ses i det nye år
Eftermiddagen blev rundet af med en engageret debat og udveksling af gode ideer og refleksioner.

Mange tak til alle der deltog i arrangementet. Vi håber at se jer igen den 8. marts 2018, hvor Lars Aakerlund, psykiater og direktør fra PP Clinic kommer og deler ud af sine gode erfaringer med virksomhedsrettet indsats i behandlingen af psykiske lidelser.

Her kan du læse forskningschef Charlotte Hansens oplæg fra dagen:

Hovedpointer fra Beskæftigelses Indikator Projektet

NY Temaeftermiddag: Hvad virker i beskæftigelsesindsatsen?

Væksthuset inviterer kunder og samarbejdspartnere til temaeftermiddag i Væksthuset, onsdag den 22. november 2017. Emnet er denne gang “Hvad virker i beskæftigelsesindsatsen? Resultater fra Beskæftigelses Indikator Projektet”

  • Hvor vigtig en rolle har sagsbehandleren?
  • Hvordan skabes bedst progression for aktivitetsparate borgere?
  • Hvilke indsatser fører til job?
  • Hvilke jobkanaler virker?

Charlotte Hansen, forskningschef i Væksthusets Forskningscenter vil fortælle om den nyeste viden fra Beskæftigelses Indikator Projektet (BIP).

Læs hele invitationen her

 

Arrangementet afholdes:

Onsdag den 22. november 2017, kl. 14:00 – 16:00

Sundholmsvej 34, 1. sal

2300 København S

Arrangementet er gratis, men der er begrænset antal pladser.

Husk at tilmelde dig senest den 15. november til tilmelding@vaeksthus.dk


OBS! Temadagen er overtegnet og der er venteliste til arrangementet. Du er velkommen til kontakte os på tilmelding@vaeksthus.dk, hvis du ønsker at blive skrevet på ventelisten. Vi kontakter dig, såfremt vi modtager afbud. Du skal være forberedt på, at dette kan ske helt op til selve dagen. 

Væksthuset skal fremover hjælpe ledige i Halsnæs kommune

Nyt samarbejde med Jobcenter Halsnæs betyder, at Væksthuset fremover skal levere beskæftigelsesrettede forløb til borgere i Halsnæs Kommune. 

Væksthuset skal hjælpe kommunens aktivitetsparate borgere, samt borgere på ledighedsydelse og borgere, der er visiteret til fleksjob, med at komme tættere på arbejdsmarkedet. Der vil være fokus på personlig, helbredsmæssig og social udvikling samt virksomhedspraktik og etablering af jobs og småjobs.

Væksthuset tilbyder følgende typer af forløb:

  • Intensivt udviklingsforløb
  • Beskæftigelsesforløb
  • Jobformidlingsforløb

Væksthuset vil lægge vægt på en individuel, helhedsorienteret og håndholdt indsats, der passer til den enkeltes behov og problematikker. Som altid vil det ske i samarbejde med relevante samarbejdspartnere og virksomheder i området.

 

Temaeftermiddag: Jens Romundstad gav indspark til godt virksomhedssamarbejde

Det var en veloplagt Jens Romundstad, salgsdirektør i Fakta, der onsdag d. 20. september gæstede Væksthuset. Her gav han sit bud på, hvordan virksomheder og jobcentre sammen kan blive bedre til at få udsatte borgere i job.

Drop ydmygheden
Der var både gode ideer og spændende input til virksomheder og til kommuner. Først og fremmest opfordrede han kommunerne til at finde nye perspektiver på gruppen af udsatte ledige.

Han opfordrede jobkonsulenter til at pakke ydmygheden væk, når de skulle tage kontakt til virksomheder og pointerede, at jobcentrene står med en kæmpe ressource – overfor blandt andet en detailbranche, der har store problemer med at finde både nok og stabil nok arbejdskraft.

Kig på de opgaver, der skal løses
Jens Romundstad, der har stor erfaring med at ansætte mange forskellige typer af udsatte borgere i Faktakæden, rettede også en appel til virksomhederne. Lad være med at at kigge efter medarbejdere, der kan det hele. Alt for ofte resulterer det i, at der ikke er kvalificerede ansøgere. Eller det ender med at den, der bliver ansat, stopper efter kort tid.

Kig i stedet på hvilke enkeltopgaver, virksomheden har brug for at få løst. For eksempel vil mange personer med autisme være superkvalificerede til at trimme en butik hver dag i 5 timer, men vil have problemer med at sidde ved kassen eller servicere kunder.

Diskussionen fortsætter
Eftermiddagen blev rundet af med en engageret debat og udveksling af gode ideer og refleksioner. Der var blandt andet forslag til hvordan man, bedre får udsattes kompetencer i spil, hvordan man pitcher en virksomhedsleder, og hvad der skal til for at opbygge holdbare samarbejdsrelationer mellem jobcentrene og virksomhederne.

Mange tak til alle der deltog i arrangementet. Vi håber at se jer igen den 22. november, hvor forskningschef Charlotte Hansen fra Væksthusets Forskningscenter fortæller om Beskæftigelses Indikator Projektet.

Se Jens Romundstads præsentation her

Væksthuset arbejder for en mere bæredygtig verden

Læs vores seneste rapport om, hvordan Væksthuset arbejder med bæredygtighed og samfundsansvar.

Læs rapporten her

Rapporten redegør for, hvordan vi i Væksthuset påvirker vores ansatte, miljøet, vores leverandører og ikke mindst gør en forskel i forhold til det samfund, vi er en del af.

Mindre ulighed, anstændige jobs og bedre uddannelse er nogle af de områder, der relaterer sig direkte til vores kerneopgaver, og hvor vi som virksomhed og arbejdsplads har størst mulighed for at sætte et positivt aftryk på vores omverden.

Det gør vi ved at arbejde for et rummeligt arbejdsmarked og støtte og hjælpe mennesker med komplekse problemer i uddannelse eller i job. Og det gør vi ved at udvikle og dele viden om og metoder til, hvordan vi som samfund bedst kan få udsatte ledige ind på arbejdsmarkedet.

Du kan også læse om, hvordan vi – om end i mindre skala – er med til at begrænse aftrykket på klima og miljø. Vi har haft fokus på minimering af ressourcespild i vores daglige drift,  blandt andet har vores kantine de seneste år arbejde med at begrænse madspild og i højere grad genanvende rester og spildprodukter.

Væksthuset er medlem af FN’s Global Compact. Det betyder, at vi har tilsluttet os organisationens ti grundlæggende principper for ansvarlig virksomhedsførelse, og sammen med virksomheder over hele verden har forpligtet os til at arbejde målrettet med FN’s 17 Verdensmål.

Læs mere om FN’s Verdensmål her

Ny forskning sætter spot på den beskæftigelsesrettede samtale på jobcentre

Ny forskningsrapport Spot på Samtalen fra Væksthusets Forskningscenter og Aalborg Universitet kaster lys over de samtaler, der foregår mellem aktivitetsparate borgere på kontanthjælp og deres tilknyttede beskæftigelsesmedarbejdere på landets jobcentre.

Set fra et beskæftigelsesfagligt perspektiv, er der tale om helt ny viden om et centralt område, der ikke har fået meget plads i den eksisterende forskning. For selv om samtalerne er en integreret og lovpligtig del af den beskæftigelsesrettede indsats for gruppen af aktivitetsparate borgere, så er det bemærkelsesværdig lidt forskning, der knytter an til selve indholdet af samtalerne.

Ny viden til bedre praksis

I forskningsrapporten Spot på samtalen analyseres konkrete samtaleuddrag, og der gives inspiration og værktøjer til, hvordan man som beskæftigelsesmedarbejder kan reflektere over egen praksis og skabe fremdrift og meningsfuldhed for den enkelte ledige. Forskernes analyser koncentrerer sig særligt om fire centrale tematikker, der alle har vist sig at have afgørende effekt i forhold til at rykke denne gruppe af borgere tættere på arbejdsmarkedet.

Læs den fulde rapport Spot på samtalen her

De fire tematikker, der behandles i samtaleuddragene er: 

  1. Meningsfuldhed: Hvordan forenes det, der giver mening for borgeren med det, der giver mening i jobcentrets kontekst?
  2. Mestringsforventning: Hvordan kommer borgerens tro på egne evner til udtryk i samtaler på jobcentret? Og hvordan mødes dette af beskæftigelsesmedarbejderen?
  3. Handlekraft: Hvordan udtrykkes handlekraft gennem sproget, og hvordan kan handlekraft henholdsvis bremses eller understøttes?
  4. Arbejdsmarkedsperspektiv: Hvordan udfoldes det arbejdsmarkedsrettede perspektiv i samtaler med ikke-arbejdsmarkedsparate ledige?

Spot på samtalen er udarbejdet af en forskergruppe fra Aalborg Universitet i samarbejde med Væksthusets Forskningscenter. Analysen er baseret på observationer af samtaler i forbindelse med dataindsamlingen til Beskæftigelses Indikator Projektets kvalitative ph.d. studie: Er du klar til at arbejde?

Link til Væksthusets Forskningscenters hjemmeside her

Væksthuset og Odense kommune går sammen om projekt SMÅ-JOB

Nyt samarbejde mellem Væksthuset og Odense Jobcenter skal bygge bro til lønnet beskæftigelse for borgere i ressourceforløb

Projektet er en udløber af et tidligere samarbejde, hvor Væksthuset var medvirkende til at finde praktikker til borgere i ressourceforløb. Det er 50 af disse borgere som Væksthuset nu vil følge særligt tæt i en periode med henblik på at undersøge hvorledes praktik-indsatsen kan understøttes, så der opstår muligheder for ansættelse som led i ressourceforløb.

Håndholdt og virksomhedsrettet indsats med fokus på jobskabelse

Væksthuset skal varetage den løbende kontakt til de involverede virksomheder, og samtidig stå for en håndholdt og helhedsorienteret indsats, der sikrer, at borgeren sideløbende får håndteret de udfordringer, der ligger ud over deres ledighed.

Parallelt hermed vil Væksthuset undersøge og observere, dels om – og hvordan – de etablerede virksomhedspraktikker kan udmønte sig i en konkret ansættelse på virksomheden, og dels hvilken betydning det har for udvikling af borgernes arbejdsevne og tilknytning til arbejdsmarkedet.

Du kan læse mere om Væksthusets samarbejde med Odense Jobcenter her

Link til Odense Kommunes hjemmeside

 

Væksthuset og Kulturhuset Pulsen samarbejder om at få unge med autisme i uddannelse og beskæftigelse

Væksthusets virksomhedskonsulent Nina giver gode råd og vejledning om muligheder for job og uddannelse til Pulsens brugere.

Væksthuset har startet et samarbejde med Kulturhuset Pulsen, som hører under socialforvaltningen i Københavns kommune. Kulturhuset Pulsen er et innovativt og visionært netværkstilbud for borgere med autisme spektrum forstyrrelse (ASF), borgere med udviklingshæmning samt unge borgere med særlige behov.

Individuel rådgivning om uddannelses- og jobmuligheder

Samarbejdet indebærer at to af Væksthusets beskæftigelseskonsulenter stiller sig til rådighed for beskæftigelsesrettet rådgivning og vejledning, og hjælper brugerne af Pulsen til at finde individuelle veje til beskæftigelse og uddannelse.

På udvalgte dage kan borgere møde op i Pulsens lokaler i Larslejsstræde 2, Kbh. K og få råd og vejledning til, hvordan de kan komme videre med deres uddannelsesplaner eller jobsøgning.

Næste gang beskæftigelseskonsulenterne er på besøg i Pulsen er mandag d. 12. juni fra 12:00 til 14:00.

Læs mere om Kulturhuset Pulsen her

Væksthuset og Odense Jobcenter løfter den virksomhedsrettede beskæftigelsesindsats markant

Væksthuset og Odense Kommune har sammen løftet den virksomhedsrettede indsats for borgere på ressourceforløb markant det seneste år. Fra at ca. 2% af ressourceforløbene var virksomhedsrettede i marts 2016 til at op mod 20 % af aktive ressourceforløb i dag involverer virksomhedspraktik.

Læs flere resultater og konklusioner fra samarbejdet i evalueringsrapporten: Evaluering af særlig indsats for mere virksomhedsrettet indsats i resssourceforløb.

Individuel matchet praktik udvikler og afklarer

Dette er gjort ved at sætte særligt fokus på det virksomhedsrettede arbejde i perioden og målrettet gå efter individuelle praktikmatch mellem borgere og virksomheder i Odense og omegn. Formålet med praktikkerne har været både at udvikle og afklare arbejdsevnen hos borgerne.

Virksomhedskonsulenter åbner døre til virksomheder

Det tætte samarbejde har samtidigt betydet, at Væksthuset i en seksmåneders periode fra 1. oktober 2016 til 1. april 2017 har udlånt fire konsulenter til jobcenteret. De har målrettet arbejdet mod at løfte antallet af virksomhedspraktikker for borgere på ressourceforløb. I tæt dialog med sagsbehandlere på jobcenteret har de fire konsulenter blandt andet stået for den opsøgende virksomhedsindsats og varetaget etableringen og opfølgningen på praktikkerne.

Læs mere om Væksthusets samarbejde med  Odense kommune