Nyt samarbejde med Sønderborg jobcenter
Sønderborg kommune og Væksthuset har netop taget hul på et nyt samarbejde, hvor vi skal hjælpe unge 18 -29 årige, der er i ressourceforløb eller på uddannelseshjælp, samt fleksjobberettigede i alle aldersgrupper med at komme i uddannelse eller i job.
Der er lagt op til et fleksibelt og udviklingsorienteret samarbejde med tæt dialog om at levere den bedste service for borgerne. Sammen skal vi sikre, at borgerne får individuelle og virksomhedsrettede forløb med mening, sammenhæng og fremdrift. Helt i forlængelse med nyeste forskningsresultater på beskæftigelsesområdet.
Samtidig er det ambitionen, at parterne forpligter hinanden på et læringsfællesskab, hvor vi er sammen om at udvikle og skærpe vores fælles beskæftigelsesfaglighed. Det skal gøre det muligt at finde nye løsninger, der vil komme de ledige i Sønderborg til gavn.
Det nye samarbejde glæder direktør i Væksthuset Jens Højlund:
“Samarbejdet med Sønderborg jobcenter er en drømmeopgave for os. Den ligger helt i tråd med den beskæftigelsesfaglige retning, vi står for, og som vi tror kommer til at være dominerende i fremtiden. Det er et samarbejde, hvor det offentlige og “private” udvikler og videndeler i fællesskab. Hvor vi med hver vores faglighed og erfaring bidrager til fælles mål og stærke resultater. Kvalitet, udvikling og fleksibilitet vil være i fokus, hvad enten det drejer sig om de enkelte forløb, nye lovkrav eller tilpasning til de lokale arbejdsmarkedsforhold.”
Afdelingen i Sønderborg åbnede 1. september og er beliggende i Erhvervsparken Møller og Co, Jyllandsvej 30, 6400 Sønderborg