Partnerskab forvandler tro til praksis
Væksthuset og Jobcenter Rudersdal har sammen udforsket, hvordan nye greb og metoder kan styrke borgernes jobchance. Til en fælles temadag dykkede de ned i helt ny forskning om ”Troen på borgerens jobchance”, og omsatte den til deres egen praksis
Hvad kan vi helt konkret gøre i vores daglige arbejde for at styrke troen på borgerens jobchance?
Rigtig meget!
Det var kort og godt konklusionen, da godt 60 medarbejdere fra Væksthuset og Jobcenter Rudersdal var samlet til en fælles temadag.
Omdrejningspunktet for temadagen var den dugfriske viden fra forskningsprojektet ”Troen på borgerens jobchance”, som deltagerne gerne ville omsætte til deres egen praksis. Projektet er udarbejdet af Væksthusets Forskningscenter med afsæt i erfaringer fra fire kommuner, og dykker ned i hvad det vil sige at tro på borgerens jobchance, og hvordan det kan omsættes i forhold til borgeren.
Læs de foreløbige resultater fra projektet “Troen på borgerens jobchancer” her
Nye metoder giver nye perspektiver
Efter en kort indflyvning til de centrale fund fra forskningsprojektet var deltagerne klar til at på opdagelse i, hvordan viden fra projektet kan bruges i det daglige samarbejde om at få ledige borgere i Rudersdal i arbejde.
Resten af dagen var nemlig dedikeret til fire workshops, der alle var baseret på centrale analyser fra projektet. Deltagerne kunne fx fordybe sig i troen på arbejdsmarkedet, kunsten at sætte handling på troen, samspillet mellem forventninger og tro, og tro og sparringskultur.
I workshoppen om arbejdsmarkedet afprøvede deltagerne et helt nyt analyseværktøj af, der strukturerer den indledende dialog med potentielle arbejdsgivere. Deltagerne ringede helt konkrete virksomheder op og prøvede værktøjet af med det samme. Og udbyttet gjorde indtryk.
-Analyseværktøjet har virkelig været en øjenåbner, siger Anne Mikkelsen, der er socialrådgiver i Jobcenteret i Rudersdal.
-Jeg når ikke at kontakte så mange virksomheder i min dagligdag. Men nu vil jeg da prioritere anderledes. Værktøjet giver mig nye handlemuligheder, så det skal jeg helt klart hjem og prøve af.
Flere faglige dage i vente
Det var første gang, der var en temadag på programmet i de to år Væksthuset og Rudersdal har sammenarbejdet om at få ledige borgere i arbejde. Og det bliver bestemt ikke den sidste, ifølge Anne Weber der er afdelingsleder for Væksthuset i Rudersdal.
-Som led i vores partnerskabsaftale har vi forpligtet os til at mødes to gange om året for at styrke vores samarbejde gennem arbejdet med beskæftigelsesfaglig viden, forskning og metode. Det giver os et fælles sprog i dagligdagen. Vi ved også fra forskningen, at et både fælles mål og fælles sprog bidrager til at styrke borgerens oplevelse af mening, sammenhæng og fremdrift i samarbejdet med os.
Næste gang parterne mødes er efter planen i foråret 2022.
Fakta:
- Rudersdal Kommune og Væksthuset indgik en 4-årig aftale om partnerskab den 1. november 2019
- Partnerskabet betyder et tættere samarbejde om beskæftigelsesopgaven sammenlignet med den klassiske bestiller-udfører model
- Det er første gang Rudersdal Kommune og Væksthuset prøver kræfter med den type samarbejde.