Ny forskning sætter spot på den beskæftigelsesrettede samtale på jobcentre
Ny forskningsrapport Spot på Samtalen fra Væksthusets Forskningscenter og Aalborg Universitet kaster lys over de samtaler, der foregår mellem aktivitetsparate borgere på kontanthjælp og deres tilknyttede beskæftigelsesmedarbejdere på landets jobcentre.
Set fra et beskæftigelsesfagligt perspektiv, er der tale om helt ny viden om et centralt område, der ikke har fået meget plads i den eksisterende forskning. For selv om samtalerne er en integreret og lovpligtig del af den beskæftigelsesrettede indsats for gruppen af aktivitetsparate borgere, så er det bemærkelsesværdig lidt forskning, der knytter an til selve indholdet af samtalerne.
Ny viden til bedre praksis
I forskningsrapporten Spot på samtalen analyseres konkrete samtaleuddrag, og der gives inspiration og værktøjer til, hvordan man som beskæftigelsesmedarbejder kan reflektere over egen praksis og skabe fremdrift og meningsfuldhed for den enkelte ledige. Forskernes analyser koncentrerer sig særligt om fire centrale tematikker, der alle har vist sig at have afgørende effekt i forhold til at rykke denne gruppe af borgere tættere på arbejdsmarkedet.
Læs den fulde rapport Spot på samtalen her
De fire tematikker, der behandles i samtaleuddragene er:
- Meningsfuldhed: Hvordan forenes det, der giver mening for borgeren med det, der giver mening i jobcentrets kontekst?
- Mestringsforventning: Hvordan kommer borgerens tro på egne evner til udtryk i samtaler på jobcentret? Og hvordan mødes dette af beskæftigelsesmedarbejderen?
- Handlekraft: Hvordan udtrykkes handlekraft gennem sproget, og hvordan kan handlekraft henholdsvis bremses eller understøttes?
- Arbejdsmarkedsperspektiv: Hvordan udfoldes det arbejdsmarkedsrettede perspektiv i samtaler med ikke-arbejdsmarkedsparate ledige?
Spot på samtalen er udarbejdet af en forskergruppe fra Aalborg Universitet i samarbejde med Væksthusets Forskningscenter. Analysen er baseret på observationer af samtaler i forbindelse med dataindsamlingen til Beskæftigelses Indikator Projektets kvalitative ph.d. studie: Er du klar til at arbejde?