Væksthuset samarbejder med Skive Jobcenter

Væksthuset har indgået en aftale med Skive Jobcenter om et læringsfællesskab omkring indsatser for borgere i jobafklaringsforløb. Væksthuset laver i perioden individuelle og helhedsorienterede forløb til borgere i jobafklaringsforløb, som har brug for afklaring eller støtte for at nærme sig job eller uddannelse.

Forløbene tilrettelægges, så de passer til den enkelte, og borgerne har én fast konsulent gennem hele forløbet. Konsulenten koordi­nerer alle indsatser og varetager rollen som eksempelvis vejleder, virksomhedskonsulent, social mentor, samta­lepartner og projektleder.

Indsatsmæssigt prioriteres det højt, at virksomheder og uddannelsesinstitutioner spiller en aktiv rolle i forløbene. Der bliver arbejdet parallelt med mestringstræning samt relevante sociale og sundhedsfaglige indsatser.

Væksthuset er særligt specialiseret i at samarbejde med borgere med komplekse problemstillinger. Det kan eksempelvis være sociale problemer, psykiske lidelser, misbrug, udad reagerende adfærd og lignende.

FORLØBSPAKKER I SKIVE JOBCENTER 

Borgere med komplekse psykiske problemstillinger

Målgruppen er borgere, der på grund af psykiske vanskeligheder helt eller delvist er sat udenfor arbejdsmarkedet eller hægtet af uddannelsessystemet, men som vurderes at kunne vende tibage gennem en relevant og målrettet indsats. Det kan være både diagnosticerede og ikke-diagnosticerede lidelser. I relation til de psykiske problematikker, kan borgerne ligeledes opleve at have private og sociale problemer.

Alle borgere i Væksthuset får deres egen faste konsulent, der sikrer, at forløbet bliver helhedsorienteret, håndholdt, koordineret og målrettet mod uddannelse og beskæftigelse.

Målet er størst mulig udvikling for borgeren. Alle indsatser sættes i relation til slutmålet om job eller uddannelse.

Varighed og opstart

Skive Jobcenter kan som udgangspunkt henvise til forløb på 12 uger, med mulighed for forlængelse. Der betales kun for afholdte uger – dvs. et forløb kan afbrydes af jobcenteret, når som helst det ønskes. Forløb kan bookes fra dag til dag med opstart indenfor få dage.