“Jeg stiller kun ét krav”

Lysten og evnen til at møde som aftalt er det vigtigste for en kommende praktikant på Tivoli Hotel og Congress Center i København. Plettet straffeattest, handicap eller psykiske lidelser er ikke et problem. Sådan lyder det fra køkkenchef og praktikansvarlig Thorbjørn Moy.

Når Tivoli Hotel og Congress Center samarbejder med praktikanter, handler det om to ting. For det første handler det om at kunne rekruttere god arbejdskraft. For det andet om at virksomheden føler en forpligtelse for og en interesse i at hjælpe mennesker videre.

Hotellet har en størrelse og en bred vifte af jobfunktioner, der ifølge Thorbjørn Moy gør, at det er nemt at indsluse og rumme praktikanter.

”Første dag kan være en smule tung for både praktikant og medarbejdere, for man skal lige lære hinanden og tingene at kende, men efter meget kort tid, så er praktikanten jo en stor hjælp – som vi flere gange har lært en masse af. Jeg synes, at det er en win win – en rigtig god oplevelse for både os og praktikanten”, siger køkkenchef Thorbjørn Moy

Flere praktikanter er derfor endt med at skrive under på en ansættelseskontrakt.

Praktikanten skal ville det

Tivoli Hotel og Congress Center har mange praktikanter i alle aldre med vidt forskellige udfordringer. Nogle har krudt i røven og svært ved at koncentrere sig, nogle har psykiske diagnoser, mens andre har svært ved det danske sprog.

”Vi har vidt forskellige mennesker i praktik, men det, der er fælles for dem, det er, at de gerne vil noget. Og så tilrettelægger vi praktikken i fællesskab, så det er godt for dem, og det fungerer for os,” siger Thorbjørn og fortsætter

”Det der er vigtigt for mig, det er, at det er mig og praktikanten, der laver en aftale. Jeg understreger altid, at man skal selv ville. Og så er det eneste krav jeg stiller, at man møder op som aftalt.”

Selv lidt en rod

Thorbjørn kender selv til at have problemer i skole, med politiet og med bøgerne. Han brænder derfor for at give alle, der selv ønsker det, en ny chance.

”Jeg blev selv smidt ud af ottende klasse, fordi jeg var en rigtig rod. Jeg havde problemer med politiet, skolen og mine forældre. Jeg er også ordblind, og jeg kender selv til følelsen af, at man ikke kan noget som helst, at være skoletræt og det at blive nødt til at gøre en ekstra indsats, fordi man ikke har alle de forudsætninger, der skal til,” siger han og fortsætter

”Det er vores vigtigste opgave at lægge til rette, så andre kan opnå den samme glæde, som jeg selv har fået – for hvis ikke ville jeg sikkert være en bandit stadigvæk.”